De Tre Principper
Hvad er De Tre Principper?
De Tre Principper er en forståelse, der beskriver logikken bag oplevelsen af livet: hvad sindets natur er, og hvordan det fungerer. Det er et paradigme, ikke en metode. Ligesom det var livsforandrende at forstå, at jorden er rund, kaster De Tre Principper nyt lys på, hvad det vil sige at være menneske.
Kernen er sammenhængen mellem tanker og følelser. Vi forledes til at tro, at vores følelser kommer fra en ydre kilde, en begivenhed eller en person, men tanker og følelser er to sider af samme sag. Vi oplever konstant livet gennem princippet Tanke og kan kun føle vores tanker i øjeblikket.
Forståelsen kaldes også Inside-Out-paradigmet og medfødt sundhed, fordi den hviler på, at alle mennesker har et medfødt fundament af mental sundhed og resiliens, uanset deres omstændigheder. Mange møder den som en ny psykologisk forståelse, fordi psykologer og terapeuter har taget den til sig som et selvstændigt spor, men den er ikke bundet til en bestemt faggruppe.
De tre principper enkeltvis
De Tre Principper blev opdaget af Sydney Banks i 1973. De består af princippet Tanke, princippet Bevidsthed og princippet Livskraft. De er en forklaring på al menneskelig oplevelse, ikke en metode der kan anvendes.
Princippet Tanke
Tanker skaber følelser. Vores tanker kommer altid til udtryk i kroppen som følelser, både bevidste og ubevidste. Alle følelser, positive som negative, stammer fra Tankens kraft. Vi har tankens frie vilje og kan tænke alt, kun fantasien sætter grænser.
Princippet Bevidsthed
Bevidsthed gør os i stand til at have oplevelser. Den levendegør vores tanker, så vi mærker dem i kroppen. To mennesker på samme altan på 10. etage kan opleve det helt forskelligt: den ene nyder udsigten, den anden frygter at falde. Rammen er den samme, men de tror på hver sin tanke.
Princippet Livskraft
Sydney Banks brugte ordet Mind om dette princip. På dansk kaldes det enten Livskraft eller Sind. Livskraften findes i alt liv, en konstant, formløs, neutral energi, der også holder os i live. I os kaldes den også mavefornemmelse, visdom, intuition og sund fornuft.
Er De Tre Principper en metode?
Nej. Det er et paradigme, en forståelse af sindets natur, ikke en teknik man udfører. Når vi indser sammenhængen mellem tanke og følelse, falder store mængder unødvendig tænkning naturligt væk. Det er en anden tilgang end traditionel selvudvikling, analyse eller ren viljestyrke.
Hvor kommer forståelsen fra?
Sydney Banks var en skotsk svejser, bosat i Canada, da han i 1973 i løbet af få dage fik en række dybe indsigter i, hvordan den menneskelige oplevelse skabes. Hans første erkendelse var, at der ikke findes usikkerhed, kun tanke. Han viede resten af sit liv til at dele forståelsen, først frit fortalt, fra 1991 struktureret som De Tre Principper. Læs historien om Sydney Banks, hans liv, indsigterne og bøgerne. Hans egne bøger, foredrag og optagelser er samlet på det officielle sydneybanks.org.
Er det en religion?
Nej. Sydney Banks var ateist før sine indsigter og blev ikke religiøs af dem. Han talte om livets formløse essens som ”altings energi” og bemærkede, at kernebudskabet i verdens religioner peger på det samme, men med tiden er blevet pakket ind i regler og dogmer. Forståelsen kræver ingen tro; den handler om at se, hvordan tanker, bevidsthed og livskraft skaber vores oplevelse.
Bruges forståelsen professionelt?
Ja. Allerede fra 1976 opsøgte de første psykologer Sydney Banks, blandt andre Roger Mills og George og Linda Pransky, og siden er forståelsen blevet brugt af psykologer, terapeuter, coaches og andre fagfolk. Der er grundlagt centre og organisationer i Nordamerika, skrevet videnskabelige artikler og gennemført projekter som Modello-boligprojektet fra 1986 i et socialt belastet kvarter. I Danmark har forståelsen været til stede siden 2012-13, hvor de første danskere fandt frem til den; flere af dem står bag foreningen 3PDK.